Jeg har fotograferet stort set hele mit voksne liv. I mange år analogt, naturligvis. Efter overgangen til digitale billeder, er det derfor helt naturligt for mig, at fotografere i ”digitale negativer” (RAW) og efterfølgende at fremkalde disse.

Jeg har udstillet billeder en hel del gange i tidens løb. Men efter at jeg er blevet digital, er jeg sjovt nok ofte blevet anklaget for at mine billeder er ”manipulerede”.

I mine analoge dage lavede jeg selv sort/hvide billeder. Filmene fremkaldte jeg selv ved hjælp af mindst 4 forskellige filmfremkaldervæsker. Jeg benyttede erfaringsmæssigt den, som jeg mente ville give den effekt, jeg var ude efter. Jeg varierede ligeledes fremkaldetiden og hvor meget og hvor længe filmspolerne blev omrørt under fremkaldelsen.

Dernæst lavede jeg papirbilleder af negativerne. Jeg havde 4 – 5 udgaver af samme papirtype, forskellen var hårdheden, altså kontrasten. Papiret blev belyst i den tid, der gav det resultat, jeg var ude efter. I mange tilfælde blev lyse partier belyst i længere tid for at få lidt tegning disse steder. Jeg brugte såkaldte raster for at opnå specielle effekter. Jeg sammenkopierede endda to negativer på det samme billede. Til at fremkalde papirbillederne havde jeg mindst 3 forskellige fremkaldervæsker, hver med sin specielle effekt.

Dengang blev mine billeder omtalt som ”originale” og ”kreative”.

Mine digitale billeder bliver behandlet på nøjagtig samme måde. Jeg tager et ”digitalt negativ”, altså en RAW-fil med mit kamera. Dette bliver ”fremkaldt” i en RAW-converter, hvor kameraets indstillinger på optagetidspunktet korrigeres om nødvendigt. Denne proces kan umiddelbart sammenlignes med den analoge filmfremkaldelse. Dernæst bliver billedet finjusteret i et billedredigeringsprogram. Nogle gange laver jeg to eller flere eksponeringer af samme negativ og sammenkopierer disse for f. eks. at gøre en meget lys himmel lidt mørkere. Dernæst printes billederne i en moderne printer på originalt fotopapir med lang holdbarhed. Denne proces kan umiddelbart sammenlignes med den analoge fremstilling af papirbilleder.

Nu bliver mine billeder ofte omtalt som ”manipulerede”!

Sjovt nok anses et jpg-billede, hvor man kritikløst har overladt den digitale fremkaldelse til kameraets primitive processor, taget med et kamera, hvor mest muligt er indstillet på ”auto”, som værende et umanipuleret billede (!)

Intet er mere forkert. Alle billeder optaget med et kamera, vil resultere i en manipulation af virkeligheden. Der findes ikke det kamera, der kan spænde over ligeså mange blændetrin som vore øjne, eller som har vore øjnes progressiv lysfølsomhed (ISO). På en klar dag med sol kan vore øjne både se detaljer i den mørkeste skygge og fine tegninger i højlysene. Det findes der intet kamera, der kan. Selv ikke det dyreste Nikon. Her er man nødt til at vælge, enten får man tegning i højlysene og en fuldstændig sort skygge, eller også får man detaljer i skyggerne og totalt udbrændte, altså helt hvide, højlys. Man kan også indstille sit kamera på ”Auto” og benytte gennemsnitslysmåling, hvorved man får begge dele, altså både sorte skygger og udbrændte højlys. Hvilken af disse løsninger er ”manipulation”?

For personer, som taler om ”manipulation”, må sort/hvide billeder være håbløst manipulerede?

Nogle forsøger at afhjælpe disse problemer ved at arbejde med de såkaldte HDR-billeder (High Dynamic Range). Her tager eller laver man flere optagelser af samme motiv med forskellige indstillinger på sit kamera. Dernæst sammenkopierer man disse, bruger alle områder, der er korrekt belyst, og der vil være både detaljer i skyggerne og tegning i højlysene. Altså noget, der nærmer sig det, vi ser med vore øjne. Er det så manipulation?

Mange fotografer benytter filtre foran objektivet. Nogle filtre fjerner reflekser, andre gør en blå himmel mørkere o.s.v. For en ”puritaner” er dette naturligvis helt i orden og ikke ”manipulation”, hvis ellers fotografen afstår fra at bruge kreative indstillinger og ukritisk benytter sit kameras jpg-fil!

Jeg bruger aldrig filtre. Hvem er det så, der ”manipulerer”?

Endelig bør man også lige tænke på, at vore øjne kun er redskaber til at fokusere, fange lyset og styre mængden af lys, som sendes videre som impulser til vore hjerner. Lyset og skyggerne vi ser, bliver her fortolket til billeder. Billeder er således noget, der fremkaldes i vore hjerner, og dermed  er der ikke to personer, der ”ser” ens. Som sammenligning, hvis man lånte to fotografer identiske kameraer, bad dem om at stille sig ved siden af hinanden og hver tage et billede af det samme motiv og derefter tage hvem hver til sit for af fremkalde og printe det, ville deres resultater ikke være ens. Hvorfor? Fordi de ville indstille kameraerne på hver sin måde, de ville fortolke motivet forskelligt og de ville fremkalde billedet på hver sin måde.

Hvilket af disse ville være ”manipulation”?

Jeg har længe mere eller mindre ubevidst ladet mig påvirke af andres meninger om dette emne. Jeg har ”holdt lidt igen” med at korrigere lyset på mine billeder for meget, fordi jeg så mente, at jeg kunne snakke mig ud af, at de skulle være ”manipulerede”. Med andre ord har jeg gladeligt indladt mig på en diskussion herom.

Jeg har fundet ud af, at dette virker håbløst, og jeg gider derfor ikke længere diskutere det. Når folk i fremtiden hævder, at mine billeder er ”manipulerede”, vil jeg bare svare et kort: ”Ja! – Og hvad så?”

Eller fortælle dem historien om en fotograf (jeg husker desværre ikke hvem), som under en af sine udstillinger blev anklaget for at have manipuleret sine fotografier af en besøgende:

”Nå, så De mener mine fotografier er manipulerede?” spurgte han den besøgende.

”Ja, det kan enhver jo se”, svarede den besøgende, ”ingen af Deres billeder ser naturlige ud.”

”Hmmm, måske kan De vise mig et eksempel på et ikke-manipuleret fotografi?” spurgte fotografen.

Den besøgende tænkte sig om et øjeblik, lyste derefter op mens han sagde: ”Ja, det kan jeg.” Han åbnede sin tegnebog og gav fotografen et lille fotografi af sin kone. ”dette billede viser tydeligt min kone som hun ser ud,” sagde han triumferende.

”Mener De virkelig, at dette fotografi viser Deres kone nøjagtig som hun ser ud?” spurgte fotografen.

”Det er lige, hvad jeg gør,” lød svaret.

Fotografen studerede billedet, vendte det om og rakte det tilbage til den besøgende, idet han sagde: ”Den stakkel. Deres kone er altså flad som et stykke papir, omkring 5 cm høj og har ingen underkrop!”

Jeg vil herefter lave mine billeder som jeg synes de skal laves. Og så må man som beskuer selv vurdere, hvorvidt man kan lide mine billeder eller ej.

Kontakt mig venligst for yderligere oplysninger.

Kommentarer og kritik til mine billeder er yderst velkomne.